skrevet af: Af: Kasper Larsen, medinitiativtager og arrangør Studerende, Designledelse på Syddansk Universitet
Den første Pecha Kucha Night i Kolding blev afholdt i maj 2008. Ønsket om at få stablet et arrangement på benene, der kunne bidrage til at gøre byen lidt mere spændende, var simpelthen for fristende. Siden er arrangementet blevet afholdt fire gange om året med stor succes. Her kommer alle slags mennesker – alle ønsker de at deltage i en hyggelig og afslappet aften i kulturens navn. Pecha Kucha Night er intet mindre end et sandt kultur-mekka. Alle indslag får nemlig sat ord, billeder og personer på alle de vidunderlige projekter og idéer, der brygges på rundt omkring.
Publikum, såvel som deltagere, går derfra med en masse nye input og inspiration, og forhåbentligt er der også blevet stiftet nogle kontakter i pausen. Alt dette er nemlig i Pecha Kucha Nights ånd. Pecha Kucha Night er for alle, og det er vigtigt, at alle føler, de kan bidrage med noget. Her er både plads til det brede og det smalle.
Har du selv lyst til at prøve kræfter med konceptet og brænder du for, at få det formidlet til et stort publikum kan du kontakte pckolding@hotmail.com.
Arrangementet afholdes i Nicolais børneteatersal ”Grotten”, som danner de perfekte rammer om en hyggelig, afslappet og inspirerende aften.
Lidt fakta …
Pecha Kucha (ペチャクチャ ‘pe-tja ‘ku-tja) Night har sin oprindelse i Japan og var fra starten tiltænkt som en begivenhed, hvor unge designere kunne mødes, netværke og fremvise deres projekter. Oplægsholderne og en stor del af publikum kommer typisk fra design, arkitektur, fotografi, kunst og andre kreative miljøer, men inkluderer også akademikere og folk fra forretningsverdenen. Pecha Kucha Night formatet er baseret på en simpel idé: 20 elementer à 20 sekunder, hvilket giver hver deltager præcis 6.40 sekunder at fremlægge i. Et element er typisk et dias (slide), men kan også være et billede, et lydklip, en performance, et spoken word etc. Pecha Kucha Night har siden sin oprindelse i japan i 2003 spredt sig til mere end 300 byer verden over, hvor arrangementet afholdes på foranledning af frivillige ildsjæle. Pecha Kucha Night er et registreret varemærke og der kan kun godkendes én arrangementsrække pr. by. Til gengæld skal man som arrangør afholde mindst fire arrangementer om året.
Læs mere om Pecha Kucha Night i Kolding og internationalt: www.pecha-kucha.org
Nr. 1 // marts 2010
Nr. 2 // maj 2010